- SØG
Agnete von Krusenstjerna (1894-1940) tilhørte den svenske adel på både moderens og faderes side. Således født på livets solside med guldske i mund havde hun alle muligheder for et munter og sorgløst overklasseliv uden de store bekymringer…ja altså udover at finde en passende mand fra sin egen stand. Men AvK havde et vanskeligt sind og ville ikke slå sig til tåls med overklasselivet, som hun anså for at være forlorent og falsk. AvK debuterede allerede i 1917 med Ninas Dagbog, – en sød ungpigebog. Senere kom der flere bøger, der mere og mere byggede på familiens og anden adels mange skjulte hemmeligheder, – det blev hun ikke populær af i egne kredse.
Helt galt blev det i 1930-1935 hvor Frøknerne von Pahlen udkom i 7 bind, – her var både incest, homoseksualitet og anden omgang mennesker imellem beskrevet….og alle vidste, AvK skrev ud fra sine oplevelser i og viden om adelen. Det sidste værk fra AvKs hånd var Fattigadel, der egentlig hed Viveka von Lagercronas Historie. Dette værk var delvist selvbiografisk med andre familiemedlemmers historie flettet med ind, – bl.a. kusinen, Viveca Hamiltons voldsomme og dramatiske selvmord i 1917. Kusinen havde neuroser, som det så pænt hed, og det samme havde AvK, der tilbragte lange perioder på sindsygehospitaler. Neuroser og anden sygdom talte man ikke om i familien, og næsten alle steder nævnes den unge kusine som syg og død efter kun ½ års ægteskab!
.Hun kunne giftede sig i 1921 med forfatteren David Sprengel (1880-1941), om hvem man sagde, og nogen stadig siger, var den egentlige “bagmand” til romanerne, der af mange opfattedes som et angreb på adelen.. ifølge den offentlige mening var det ham, der første hende på vildveje. Egentlig var han vel bare for gammel og fra de forkerte kredse, – og mon ikke også hun læste hans manuskripter og kom med råd, vejledning, kritik og ideer?? I sin samtid var AvKs bøger anset for at være småpornografiske og ikke noget ordentlige mennesker læste.
AvK døde i 1940 under en operation for en hjernesvulst
www.josefineo.dk/?wpsc-product=basta-noveller
www.josefineo.dk/?wpsc-product=fattigadel-bd-1-4
www.josefineo.dk/?wpsc-product=froknerne-von-pahlen-bd-1-7
www.josefineo.dk/?wpsc-product=helenas-forste-kaerlighed
Det er nytårsaften, rådhusklokkerne har ringet, der er skålet i champagne og nippet il kransekage…..nu skal der gang i fyrværkeriet; de første raketter er allerede på himlen.
Det knalder og brager, flotte stjerner og lysglimt oplyser den mørke nattehimmel. Aj hvor det larmer – har man nogensinde hørt og set mage? Ja det har man faktisk!!
Faktisk har man beretninger helt tilbage til 1600-tallet om at skyde nytåret ind. Det var godt nok på en helt anden måde end i dag. Det fyrværkeri vi bruger, er en videreudvikling af det fyrværkeri man brugte før i tiden, og som slet ikke var for almindelige mennesker. Fyrværkeri var oprindelig uhyre kostbart og et kongeligt privilegie at bruge, – det var det fantastiske og imponerende punktum efter de store hoffester, og altså noget kongen brugte året rundt, – det var ikke en nytårsting.
Den almindelige tradition var at gå fra hus til hus og skyde nytåret ind bogstaveligt talt. De mindre børn lavede rumlepotter; en rumlepotte var en lerkrukke med en svineblære spændt over åbningen. Gennem svineblæren var stukket en hul gåsefjer, og når man gned på den, kom der en høj hvinende lyd fra krukken. Større børn og de unge smed gamle lerpotter mod folks hoveddøre, og det gav jo også en værre larm. Voksne mænd larmede mest, for de affyrede deres pistoler og geværer op i luften uden for husene.
De hjemmeværende kom ud og ”arresterede” de formastelige, der så kom med ind i huset og blev trakteret. Alle fik æbleskiver, som var den tids festmad. Mændene fik desuden en snaps eller to, mens børnene fik nødder og æbler.
Det kunne godt gå vildt for sig med de skydende mænd efterhånden som aftenen skred frm og snapsene gled ned i en lind strøm. Således berettedes det at politiet i Helsingør i 1668 anholdt en skrædder, der var så beruset, at han havde en sko på den ene fod og en tøffel på den anden, mens han stod froan sin egen dør og skød nytåret ind.
Man har også en beretning fra slutningen af 1800-tallet om en mand, der nytårsaften skød nytåret ind….gennem et vindue i sin nevøs køkken. Nevøen trakterede ham, som man skulle, selv om køkkenet havde lidt nogen skade. Sidst på natten gik nevøen så hen til onkelen og gjorde det samme dér – så stod de lige med nytårsslutterner, og nevøen blev så også behørigt trakteret.
I København var det en nytårstradition at byens borgere sammen med militæret hilste det nye år velkomment nytårsdag. Alle kanonerne på voldene blev affyret tre gange. Mellem affyringerne skød både borgere og soldater en salut med deres muskedonnere og geværer.
I slutningen af 1800-tallet gjorde industrialiseringen det meget billigere at fremstille og dermed også købe fyrværkeri. I takt med at fyrværkeriet blev billigere og billigere og lønningerne steg og steg gennem 1900-tallet fik alle efterhånden råd til fyrværkeri. Det var heller ikke længere almindeligt at alle havde våben. I dag kan ingen vel forestille sig en nytårsaften uden en himmel fyldt med raketter, men det er faktisk kun en omkring 100 år gammel tradition.
Husk sikkerhedsbrillerne, – hav en dejlig nytårsaften og velkommen til et spritnyt og friskt år i morgen.
Sprød svær, – aargh, det SKAL lykkes! Rids sværen ca. 4 mm ned – lige præcis ned til kødekanten ned til kødet. Sørg for at der kommer salt ned mellem hver svær. Sørg for at stegen ligger jævnt, – hvis den er skæv, så brug lidt sølvpapir til at lægge under, så den ligger lige i bradepanden/på riste . Kom evt nelliker og laurbærblade ned i sværen og steg flæskestegen som du plejer.Høæld skyen fra 15-20 minutter før stegetiden ender, så bliver svæen nemmerre sprød. Hvis stegen alligevel har ligget lidt skævt, og sværen derfor ikke er blevet helt sprød, kan man afslutte stegetiden med 5-10 min. med høj varme eller evt. grill….hold øje så den ikke bliver brændt.
Sprødstegt and…kom den rensede, aftørrede, fyldte og saltindgnedne and (på 3-3½ kilo) på risten med brystet nedad og brun den ved 250 grader i 20 min. Vend anden og skru ned på 160 grader, hæld 1½ l vand i bradepanden og lad anden stege 2½ time. Så burde låret kunne løsnes let, – og anden står et øjeblik før den skæres ud. Man kan med fordel lave en dejlig andefond selv ved at brune hals, vingespidser og indvolde sammen med lidt grøntager og vand, så det dækker. Si fonden, hæld indholdet fra bradepanden i, lad det stå, skum fedtet af…og så er den klar til at smage til med lidt gelé og fløde og jævne.
Brunede kartofler er et af den slags tilbehør, de fleste af os laver så sjældent, at vi aldrig kan huske opskriften eller fremgangsmåde,- hvordan er det nu, – skal vi smelte smørret eller sukkeret først?? Kartoflerne skal være helt kolde og nyskyllede i koldt vand, så det nemmeste er at få dem kogt og pillede dagen før, de skal bruges. Smelt sukkeret ved stærk varme – hold øje med et, for det skal gyldne IKKE branke, rør evt lidt. Tilsæt smørret og lad det smelte…hold stadig øje med det ikke branker. Skyl kartoflerne i iskoldt vand, – lad dem dryppe lidt af og kom dem i karamellen. Vend forsigtigt kartoflerne rundt i karamellen, – i takt med at vandet fordamper, får kartoflerne deres rette udseende. Sørg for at holde øje med varmen, det må ikke koge (for lav temperatur) eller branke (for høj temperatur). Efter kartoflerne er kommet på panden, skrues der lidt ned efter et stykke tid. En tommelfingerregel siger 1 kilo små kartofler, 100 g sukker og 100 g smør.
Saucen er jo en vigtig del af julemiddagen. For at få en god sauce må man have en god fond. Brug skyen fra stegen eller anden, – fjern det meste af fedtet og jævn saucen, så den får den konsistens, som jeres familie kan lide. Hvis skyen ikke har smag nok eller der er for lidt af den, så sørg for at have en god købe-fond i huset. Det kan godt betale sig at købe en virkelig god og dyr fond i stedet for at bruge en bouillonterning. Hvis smagen er blevet lidt for fed kan man forsigtigt smage til med en anelse eddike fra et glas agurkesalat eller asier. Hvis saucen er blevet en anelse for salt, kan man smage til med lidt ribs-eller æblegelé og/eller lidt fløde. I det hele taget kan det give saucen et ekstra pift at tilsætte en smule fløde, gelé og eddike fra syltede sager….smag dig frem og vær mådeholden!
Ris a la manden kan med fordel laves dagen før (og det skulle vi selvfølgelig have skrevet i går!), – man skal bare lige huske at lave den en lille smule mere lind, end man gerne vil have den, for risene suger til sig. Man får en anden slags sødme, hvis man pisker fløden med flormelis i stedet for at søde med sukker. Hvis ris a la manden er blevet for stiv, kan man vende en smule meget letpisket fløde i, – er den blevet for tynd, må man blande lidt meget stiftpisket fløde i. Men det er svært at redde en meget tynd ris a la mande, for der skal uendeligt meget fløde til – og så bliver det nærmest flødeskum med lidt ris….
Hav en skøn juleaften og en dejlig julemiddag – må I alle få den bedste jul nogensinde 
Tro eller overtro – nissen har vi kendt til siden hedensk tid og fodret med grød lige siden. Men nissen er ikke bare en gammel fyr, nissen er også en foranderlig fyr og en ung fyr…alt sammen på samme tid. Det er svært at gennemgå nissens betydning og udvikling med få ord, men her kommer en lille kort historie om vores nisser.
Lige siden man har kunnet koge grød, har man ved særlige hedenske højtider ofret grød til guderne omkring bopladsen. Senere blev guderne til vætter, – små væsener som ifølge den nordiske mytologi, levede under jorden i nærheden af menneskerne.
Senere blev vætterne til små gårdboere, – de flyttede ind på gårdene, hvor de levede et parallelliv med beboerne. Gårdboen blev til nisse, – og for både gårdboer og nisser gjaldt det, at man skulle behandle dem ordentligt. Gårdboen/nissen var gård-beskytteren, der skulle behandles godt, og det var vigtigt at huske at sætte en skål dejlig grød ud hver lørdag aften, – eller i det mindste til alle højtider. Hvis man huskede sin gårdbo/nisse ville han sørge for, at tingene på gården gik, som de skulle; – men ellers…ja så ville han blive ondskabsfuld og sørge for ulykker. Da den hedenske tid ophørte, beholdt nærmest alle mennesker stadig troen på at hvert hjem havde sin egen lille overnaturlige beskytter, – man havde simpelthen brug for den tro.
Da nissen blev knyttet til den moderne jul samtidig med juletræet og genoplivningen af julemanden som gavegiver i begyndelsen af 1800-tallet, og blev til vores velkendte nisse med den røde hue, og de fleste var holdt op med at tro på nisser, var der kun risengrøden på loftet tilbage af det gamle hedenske grødoffer til guderne. Den nisse, der kom frem i 1800-tallet var klædt som bønderne på den tid, – det grå tøj, den røde hue og træskoene, han havde samme størrelse som en lille 10-års dreng…og så var han i øvrigt ungkarl! Den nye nisse fik pludselig en fremtrædende plads i julens traditioner….og med tiden har han også i nogen sammenhænge fået både kone og børn.
Svenskerne skiftede fra den julianske kalender til den gregorianske et halvt hundrede år efter danskerne; og ifølge den julianske kalender var årets længste nat d.13. december. Denne skæbnesvangre og uhyggelige lange nat kom, sagde både folketroen og troen, Djævelen på besøg med sin sorte kat. For at værne hjemmene gik en ung pige den lange sorte nat rundt i huset med et lys, der skulle beskytte både dyr og mennesker og skræmme Djævelen væk. Da man i midten af 1700-tallet gik over til den gregorianske kalender, var det helgeninden Lucias navnedag, der kom til at ligge d.13. december. Lucia var symbol på lyset, så derfor kunne man fortsætte traditionen med lys denne aften. I årenes løb er traditionen blevet ændret en del til den Luciafejring, vi kender i dag. Oprindelig var bollernes snoninger et symbol på Lucifers, altså Djævelens, kats hale. Lycifers kats hale blev i folkemunde til lussekatte. Da man gik over til at fejre Lucia og med hende lyset forsvandt al djævlesnak, og bollerne blev til Luciaboller. Nå lige meget hvad de hedder, – de er lækre, og hvis man orker at overraske familien med dem i morgen tidlig scorer man vist mange kærlige julemorgenkys.
Her er en virkelig dejlig opskrift:
½ l. sødmælk
1 tsk. safran
2 æg
1 tsk. salt
50 g. gær
Ca. 850 g. hvedemel
100 g. sukker
100 g. blødt smør
lidt ekstra mel til æltning
et sammenpisket æg til at pensle med
dejlige saftige rosiner til at pynte med
Lun halvdelen af mælken med safran, lad det stå at trække 5-10 min. og kom så resten af mælken i. Pisk æg og salt i, og rør så gæren ud i blandingen.
Bland mel og sukker – kom smørret i sammen med mælkeblandingen. Rør det let sammen og ælt derefter på et meldrysset bord til dejen er blank og smidig. Pas på med melet – hvis man kommer for meget i, bliver bollerne lidt tørre og kedelige.
Lad dejen hæve tildækket omtrent 45 min. til dobbelt størrelse.
Slå dejen ned og tril små tynde pølser. Rul pølserne sammen fra hver sin ende, så de får facon som et S, og læg S’erne sammen to og to. (Eller rul dem i de mønstre og faconer, du bedst kan lide). Lad bollerne hæve endnu ½ time.
Pensl så med æg og pynt med rosiner – kom bollerne i en 225° varm ovn ca. 15 min. De gyldne boller tages ud og afkøles på bageristen under et viskestykke.
Har du fået lyst til at bage flere dejlige boller eller nogle lækre brød, så er her et par gode bagebøger: www.josefineo.dk/?wpsc-product=bag-selv-brod
www.josefineo.dk/?wpsc-product=brod
De mange julekort som de stakkels postbude må slæbe rundt for os i december har ikke verdens længste historie bag sig, – til gengæld er den til at datere. I 1840 opfandt englænderne frimærket, og allerede 3 år efter kom de første kommercielle julekort på markedet opfundet af en smart og fremsynet forretningsmand.
Danmark var ikke lige det hurtigste land i den sammenhæng, men fra 1. april 1871 blev det muligt at sende postkort i, og allerede samme år var der gang i julekortene. Kortene kom fra Tyskland, for den slags var der ingen danske forretningsmænd der kastede sig ud i at producere før i midten af 1880’erne.
Så er der jo også lige julemærket, der for de fleste af os skal til, for at vi synes, det er et rigtigt julekort eller julebrev.
I december 1903 stod postekspedient Einar Holbøll i sit postkontor og ordnede juleposten – og fik ideen til et julemærke, som skulle sælges for at skaffe penge til velgørende formål. Julemærket skulle være så billigt, at alle havde råd til at købe det. Det første julemærke kom allerede året efter i 1902, kostede 2 ører og der blev solgt 3.700.000!!
Gennem alle årene har pengene fra salget af julemærkerne været til gavn for børn, der havde vanskeligt, – i de første år primært til børn med tuberkulose, senere generelt syge og fejlernærede børn…oprindeligt underernærede nu overvægtige…ja for pengene fra julemærkesalget går stadig til at hjælpe børn.
Både julekort og julemærker følger med tiden og den teknologiske udvikling. Man kan sende både kort og julemærker elektronisk, så man ikke behøver at bevæge sig hen til posthuset eller belaste postbudene. Men rigtig mange, – også af de, der ellers elsker alt elektronisk, smart og moderne -, synes alligevel at det er hyggeligt sat modtage, skrive og sende rigtige gammeldags julepostkort, der kan hænges op, ligge i en skål eller hvad nu man gør.
God fornøjelse med julekortskrivningen de næste dage, – husk at få dem sendt, så de når frem før jul med det rødklædte postbud.
Her er fine, fine gavebøger – de er alle sammen fuldstændigt som nye…og så kan du endda få dem gratis pakket ind, hvis du ikke selv gider bøvle med papir og gavemærkater. Øv, tænker du måske, fordi der ingen billeder er lige her….men gå lige ind og kik….det er kun et klik væk
Ebbe Reich Kløvedal skrev så skønt, – og her er en lidt anderledes bog fra hans hånd – bogen om kirkerne i det indre København:- deres betydning både i lokalsamfundet men ikke mindst deres plads i Danmarkshistorien: www.josefineo.dk/?wpsc-product=drag-ind-ad-disse-porte-14-beretninger-om-kirkerne-i-den-indre-by
Hans Edward Nørregård-Teglers har skrevet et utal af dejlige bøger om Danmark set med de kulturhistoriske briller, og den her bog er ingen undtagelse, – den er en vidunderlig perle, hvis man er vild med en sammenvævning af tid, sted og personer, – at få lov til at leve sig ind i historien, der var engang: www.josefineo.dk/?wpsc-product=gyldne-dage-og-morke-natter
Er du vild med gamle pladecovers…eller kender du nogen, der er, så er her den perfekte gave til dig selv eller dem, – der er faktisk hele 4 forskellige bøger i serien, – og de er alle fuldstændig fine og flotte – hvis du kan lide denne her, kan du nok også lide de andre 3 om henholdsvis tegneseriecovers, erotiske covers eller de franske…søg blot på vinyls : www.josefineo.dk/?wpsc-product=vinyls-yeye
Modehistorie? – så er det her, du skal kigge. Erik Brandt har lavet denne flotte sort-hvide fotobog, som er en tur gennem Brandternes fælles modeliv gennem årtier: www.josefineo.dk/?wpsc-product=being-brandt
Ja okay da – denne her bog kan ikke prale med at være fuldstændig som ny – til gengæld er den nok en af de allersmukkeste bøger vi har – ikke bare på lyrikhylden, men i hele antikvariatets samling…..selv skriften er en illustration i sig selv, næsten alle sider er med guld, og der er de mest vidunderlige illustrationer – her er en bog for samlere; kig selv og bliv begejstret: www.josefineo.dk/?wpsc-product=rubaiyat
Er man til vin sådan på den lidt nørdede måde eller kender man bare en, der er sådan, ja så er det her vist bogen. Lær alt om vindyrkningens aspekter fra stiklinger, der plantes til vin, der skal drikkes: www.josefineo.dk/?wpsc-product=fra-vand-til-vin-planter-kaldre-flasker
Nå, – det var forhåbentlig slet ikke så ringe endda. Prøv at gå ind på hylderne med dine favoritemner, – klik lige et skridt videre fra titlen, så du kommer ind på foto og ekstra info – det gør det tit nemmere, hvis man skal finde ud af, om bogen nu også er det, man lige har gået og ledt efter.
Julen er den ultimative fest rent madmæssigt. Det er i julen vi spiser flæskesteg med kryddernelliker og laurbær, rødkål med kommen og ribssaft, sukkerbrunede kartofler, hjemmelavet leverpostej med allehånde, sild i lage med krydderier, sukker og eddike.
Det er også i julen, vi spise pebernødder, brune kager, klejner og jødekager – kager med kraftig smag af krydderier, syltede eller tørrede citrusfrugter samt nødder og mandler.
Nutidens traditionelle danske julemad har sin rod tilbage til middelalderens fine festmad. I middelalderen var hverdagskosten for fattigfolk, som der jo var flest af, ikke særligt spændende eller varieret; fattigfolk levede af små mængder saltet fisk og kød, store mængder grovbrød og grød samt tyndt øl.
Borgere havde det madmæssigt bedre, de fleste havde bedre kår. Deres daglige kost var med ret store kødmængder, op til 1-1½ kilo om dagen, og dertil spiste de grønkål, ærter, løg og kålrabi, opg de drak importeret tysk øl ved særlige lejligheder. Borgere spiste endvidere pærer, æbler, kvæder og nødder.
Adelen og andre velstillede borgere spiste det samme som borgerne, men supplerede med agurk, græskar og salat, der var kommet til landet med munkene. Desuden drak de importerede vine ved særlige lejligheder.
Alle brugte krydderier til at forbedre maden, men der var forskel på, hvem der brugte hvad. Alle brugte sennep og salt i hverdagen. Desuden brugtes de hjemlige krydderurter som vild timian, vild mynte samt de af munkene indførte urter: purløg, karse og løvstikke. Man importerede desuden koriander, ingefær, kanel, safran, peber, muskat, sukker, nelliker, mandler, citrusfrugter og andre eksotiske sager. Disse kostbare importvarer var dog forbeholdt de mest velstillede. Men til de store højtider, hvor alle festede, forsøgte de fattige at få råd til at købe de ingredienser, der var nødvendige for at lave festretterne. Det var primært til selve maden, man købte disse luksusvarer, for man bagte ikke selv småkager, – almindelige mennesker havde ikke ovne. På godser og slotte havde man både ovne og kokke samt råd til mange dyre krydderier, så der bagte man selv sine småkager.
Almindeligt godtfolk kunne dog godt købe kager uden at blive helt ruinerede. På markeder var det almindeligt med boder, hvor man kunne købe hvedekager – der svarer til vor tids hvedebrød -, peberkager og honningkager.
Desuden var der i middelalderen også begyndt at dukke kagebagere op, der som det første introducerede forløberen til vor tids jødekager: en fin hvedesmåkage bestrøet med kanel.
Men eller kunne man købe sine småkager på apoteket, der også solgte konfekt – en overraskelse at erfare for mange af nutidens mennesker. Men det var apotekerne, der importerede og forhandlede sukker, kandiserede frugter, tørrede frugter, oliven, færdigbagte honningkager og andre krydrede småkager. Særlig sukkeret og de kandiserede frugter var ekstremt dyre, så det var kun de allerrigeste, der havde råd til at købe det.
Krydderierne var nyt, moderne og dyrt i middelalderen, så de var meget mere end smagstilsætning, de var statussymboler og festmarkører. I løbet af 1700-tallet aftog brugen af de eksotiske krydderier i madlavning i takt med at nye eksotiske varer indtog den vestlige verden – vi fik theen, kaffen, kakaoen og tobakken, som blev de nye statussymboler og festmarkører. Det franske køkken gjorde samtidig sin entré med mere krydderidæmpet mad.
Med tiden blev hverdagsmaden mere og mere krydderifattig, – det var kun til højtiderne krydderierne for alvor kom på banen. I dag spiser mange danskere efterhånden en del krydret mad, – men så er det ofte retter fra andre lande, og det er der jo heller ikke noget galt med.
Når vi spiser de traditionelle gamle krydrede retter, ja så er vi som regel i gang med julens retter; blodpølsen med kanelsukker, allehånde-leverpostejen, de søde sild, de krydrede småkager….en masse ting, vi ikke længere forbinder med dyre, eksotiske luksusvarer.
Når vi i dag spiser eksotiske krydderier, er det ting som karryblade, chili, koriander, thai-basilikum og andre ting, der kan være svære at skaffe, hvis man ikke lige bor i en stor by. Med det nye nordiske køkken, er vi på vej til, at de eksotiske smagsgivere skal findes i naturen omkring os, – måske vender det igen, når vi så er blevet trætte af det, så vi om få år får en ny periode med de tunge ”julekrydderier”??
Måske får du vores Nyhedsbrev – måske ikke. Denne gang har Nyhedsbrevet udløst et gensvar, eller måske rettere et lille causeri, som både er så interessant og fornøjelig læsning, at I allesammen skal have lov til at læse det. Stor tak til Knud-Erik Hede for alle ordene, – og til jer andre: God læselyst, – i dag starter dagen med et godt grin!!
Til JosefineO og Anne Mendelsohn i anledning af Nyhedsbrevet.
Noget vidste man jo godt, meget er nyt – f.eks. har jeg nu 64 gange troet at de(n) gave(r) jeg fik 13. december, var fødselsdagsgaver. Men det kan altså også være Lucia-gaver!?
I skriver, at pebernødder i dag er mere delikate end dengang, de blev bagt med stærke krydderier. I skal derfor belemres med den opskrift, som jeg pressede ud af min mor, og som kom fra hendes mor. Bemærk, at der til pebernødder skal bruges peber. Ellers er det jo som Napoleonskager uden … skidt eksempel.
Opskriften kan overbringes i kort form; I får derfor den lange:
EN PEBRET JULEHISTORIE
Der var en gang en datid, før nutid var overskuelig fremtid. Dengang alle dagene var lange og varme som senere på Willumsens billede (det der hang i kopi hos skolelægen med nøgne drengebørn på stranden), med en ustandselig sol, og samtidig lå sneen i metertykke driver, oversået med kælkende børn (dog påklædte), og kaner med heste foran, og smilende kvinder bagi.
Omtrent på den tid levede bedstemor (mormor) ovre i Jylland. Helt derovre, hvor selv sønder-, øst-, midt- og nordjyder ikke kan forstå sproget, og hvor der dengang var så langt mellem naboer, at der alligevel knap var nogen at gøre sig uforståelig overfor. (Man kan tolke: Hvuer-hvoer-A’-huor-huor som man nu synes.)
Hun var eventyrlig fattig – da hun langt senere fik folkepension, var hun lettere chokeret over, at der fandtes så mange penge! Bedstefar hed Jens Peder. Jeg har kun et håndgribeligt minde, en bog, fra ham:
Det Nye Testamente, som han fik til sin konfirmation.
I æfor har præsten skrevet sålunde:
Jens Peder Sørensen, d. 8. April 1888
Glem aldrig din Daabspagt og dit Fadervor.
Herrens Vej og Vilje fører til det rette Maal.
Nu har man jo et mål, til man rammer ved siden af, eller hvad Krag’en nu sagde.
Sammenhold det med, at bedstefars Testamente ikke ser voldsomt belæst ud (han har måske i såvel gerning som tanke forsøgt at holde det Nyt.). Så kan man jo frygte, at bedstefar efterhånden havde glemt dåbspagten og Fadervor’et og det rette mål. For det blev altså til et Satans hårdt slid som altmuligmand, daglejer, murer og grisekastrator (lommekniv!), og med en gammel havelåge af en cykel som transportmiddel på hul- og grusbelagte landeveje og hjulsporslignende sogneveje. Herrens vilje førte oveni også til
12-13 børn, som blev opfostret i bemeldte fattigdom.
Men altså. Bedstemors køkken var gammelt, med et skrummel af et jernkomfur, med tonstunge gryder.
I komfuret fyrede hun med tørv – brændværdien var vel omtrent som våde aviser, så der udvikledes særegne dufte og mængder af underlige uforbrændte kulstofforbindelser, som afsattes som sod i køkkenet og løbesod i skorstenen. Bag køkkenet var et bryggers, og bag det et ”Das”, dvs. et hul i jorden med en ”bænk” over, og i bænken et hul, med et snedigt udformet trælåg. Låget kunne ikke forhindre at komposten i hullet, afbrændt tørvs røg fra køkkenet og oplagret tørv i lokumsrummet tilsammen skabte en duft, som jeg aldrig glemmer, men ikke kan huske nøjagtigt, og som nok aldrig kan genskabes. Og der trak og var koldt derude.
I komfurmonstrummets plade var nogle huller, med tilhørende jernringe, så huldiameteren kunne afpasses efter den forhåndenværende gryde. I komfurets ene side var en ovn, som altså opvarmedes af de brændende tørv under hullerne, og i den ovn bagte bedstemor brød når vi var på ferie 2 uger hver sommer.
Det var nogle ordentlige brød.
Det er ganske vist, at hun også bagte småkager til jul. Mange ”forskellige” slags, men alle med samme grundbestanddele: En hel del mel, og en temmelig stor del smør eller margarine og meget sukker. I lidt forskellige målforhold, som min mor har søgt at genskabe. Forskellene på kagearterne består derfor især af de krydderier m.m. som tilsattes. Vi kan reflektere lidt over småkagers evolution fra en forfaderkage bestående af mel, smør og sukker som følger:
Man ser for sig: Bedstemor trisser rundt i sit køkken, et par uger før jul – hun havde en ganske særegen måde at slæbe rundt i et par hæklede sutsko med filtsål (hvilken tåbe har fundet på at sådanne skal kaldes ”slippers” også på dansk? Det er SUTSKO. Nå.).
Man aner, at sutskoslæbemetoden skyldtes at et specielt bevægemønster var nødvendigt i det køkken, specielt om vinteren: Belysningen bestod af en nogle gange tændt petroleumslampe, med stærkt variabel lux, og af de flammer, som lejlighedsvis slog op af et ledigt hul i komfuret, når forbrændingen tilfældigvis stødte på noget brændbart i tørvene. Og på gulvet lurede en farlig risikat: Mis, som snoede sig om bedstemors ben, stoleben og komfurben, uden skelen til benspændsmuligheden. At løfte fødderne for højt (> 2 mm) kunne betyde et skæbnesvangert fald over mod f.eks. komfuret. Lav benføring gav mulighed for at losse katten samme vej.
Så efter at have fumlet hovedingredienserne til småkager frem, og blandet dem efter de mængder, som tilfældigvis var til rådighed den dag, har bedstemor i et lueglimt fra komfuret fundet sin papirpose med, lad os sige, kardemomme. Først ved smagsprøvning af blandingen går det op for hende, at det sgu var peber.
Der var bestemt ikke råd til at kassere dejen, så den blev kaldt pebernøddedej. Den fik bare et skvæt fløde for at forskelle den fra de andre.
Da nogle smagsprøvere har været så venlige at udtale behag for min gengivelse af pebernødderne, følger her, som historiens klimaks, opskriften.
Der skal bruges 250 g smør eller margarine (jeg bruger ½ af hver – men det er nok fordi min barndoms smagsoplevelser i høj grad er forbundet med margarine. Smør var til om søndagen – til min far, altså.)
250 g sukker og 5oo g hvedemel. Hævemidlet er 1 teskefuld hjortetaksalt, og forskellighederne er
2 dl piskefløde og 1 teskefuld stødt sort peber.
Sæt smør/margarine varmt så længe at det bliver blødt, og ælt så hele baduljen sammen. Yes, med fingre og hænder. Det er lidt klamt i begyndelsen. Sørg for, at smør/margarine er æltet helt ind, så der ikke er små klumper. Lad gerne dejen stå i køleskab til næste dag. Så får man fat i et bord og nogle børn. De får hver nogle klumper dej, som de ruller ud til lange tynde pølser (½- højst 1 cm).
Pølserne rulles i mel, så de slipper kniven lettere, når de nu lægges på bagepapir og skæres i skiver, ca. ½ cm brede. Stykkerne skal skubbes lidt fra hinanden, da de hæver til næsten dobbelt størrelse. Det er et langsommeligt arbejde, men både bord og barnehænder er dybderenset bagefter. Resten er møget til.
Hiv bagepapiret over på bagepladen og bag pebernødderne lidt under midten af ovnen ved 180° (varmluft) i omkring 10 minutter. Hold øje med dem, forskellen på lys brun og meget mørk og usmagelig er kort tid.
De er bløde så længe de er varme, men du har ikke lavet fejl endnu. Bare vent 5 minutter, så sprødes de. Ædes i løbet af kortere eller længere tid.
Er I nået helt hertil?
God Vintersolhvervsfest
Knud-Erik Hede
Så tænder vi adventskransen på søndag, lige som vi plejer og altid har gjort. Nå ja, altid og altid, – i det mindste de sidste godt og vel 70 år med den form adventskrans, vi kender i dag, – og som egrntlig stammer fra Tyskland.
Allerede omkring 1930 lancerede tyske forretningsdrivende en slags adventskrans til pynt i private hjem. Adventskransen bestod af tre kranse i hver sin størrelse, som man hængte op under hinanden – lidt a la kransekageprincippet med den mindste øverst. Med tiden udviklede dekorationen sig til den runde adventskrans med fire lys, vi regner for den rigtige, selv om der efterhånden også findes mange andre varianter.
Allerede omkring 1. verdenskrig kunne man flere steder i Sønderjylland, der jo til dels var tysk på det tidspunkt, se de første adventskranse, – og det var som regel i hjem med tyskfødte eller tysksindede beboere. Det var først da 2. verdenskrig kom til Danmark at skikken for alvor bredte sig, – godt hjulpet på vej af driftige forretningsfolk.
Blomsterhandlerne begyndte at fabrikere og sælge kranse med hvide lys og røde bånd. Officielt symboliserede de hvide lys vinterens sne og uskyld, de røde bånd var et symbol på julen. At begge farver til sammen uofficielt også symboliserede de danske farver og det nationale sammenhold hjalp sandsynligvis også en hel del på populariteten.
I dag er den klassiske adventskrans stadig i røde og hvide farver, men der er masser af varianter, der især skifter med det pågældende års modefarver.
Og lysene, – om det er mest rigtigt at tænde alle lysene hver søndag i advent og brænde dem lidt ned hver gang; eller at tænde et lys den første søndag, to den næste og så videre…ja det må stå hen i det uvisse, – enhver familie gør som de plejer, samtidig med at man spiser og drikker hvad familietraditionerne foreskriver. Rigtig god advent og indgang til en dejlig december.
